søndag den 31. juli 2011

Filippas fort!

Vores lejlighed er desværre ikke stor nok til at Filippa kan få sit eget værelse, så vi har brugt sommerferien på at gøre et hjørne færdigt til hende i stuen. Vi har sat plader bag på en simpel reol og barneseng fra Ikea og beklædt det med tapet fra Ferm Living. På afstand ligner det lidt et lille fort: Filippas fort ;) Foruden sengen gemmer hendes fort på legesager, bøger, sengetøj og andre småting. Så kan hun søge dækning herinde, når mor og far bliver for irriterende at høre på!! Det er meningen, der skal hjul under sengen, så hjørnet kan tage forskellig form alt efter hvad, man leger!

Sættekassen har jeg i øvrigt lavet af en gammel skuffe fra min oldemors sybord.

 

Og så fik jeg også kastet mig ud i min første billedcollage ;)

fredag den 29. juli 2011

Citronskørt og blomstertop

Så er der igen blevet fyldt op i æblepigens klædeskab. Jeg fik nemlig lige syet en lille gul nederdel af indmaden fra farmands gamle vugge. Der var allerede løbegang i stoffet og flæse på, så det tog vel ca. 10 min at kreere den ;) Derudover syede jeg en blomstret sag med en blanding af gammelt og nyt stof. Synes de to blomstrede stoffer var så fine sammen at de skreg på ægteskab ;)




onsdag den 27. juli 2011

Hvad kamferkisten gemte

Endnu en skattekiste blevet åbnet hos svigermor. Denne gang var der rent faktisk tale om en kiste af kamfertræ, som stod og puttede sig i et hjørne bagest i huset. I kamferkisten gemte sig bl.a. to vintage-kjoler, 2 skjortebluser og en fin nederdel - tilfældigvis alle i min størrelse, hurra!. De skal bare vaskes og stryges, så er de fine som ny og skal bo i mit klædeskab. Og lur mig, om ikke den ene af kjolerne kommer på til bryllup om et par uger.
 




mandag den 25. juli 2011

Pusleunderlag og suttesnore til shoppen

Det er skønt at have ferie, så er der nemlig tid til at hygge sig med symaskinen. Og denne gang fik jeg syet et sommeblomstret café-pusleunderlag plus lidt flere suttesnore. Det hele kommer på min Amio-shop i løbet af i dag eller i morgen. Men jeg er nødt til at lave en ny date med min Bernette, sor stofskabet kan simpelthen ikke lukkes, så noget skal der produceres ;)
 






fredag den 22. juli 2011

Gaver til grankusinen

Æblepigen har fået en bette grankusine i denne uge. Derfor har jeg kreeret en gave til hende bestående af en  lille kjole med små fine roser, et par prikkede "velkommen-til-verden-bukser" og en lyserød suttesnor.




torsdag den 21. juli 2011

Bondegårdsferie med gulerødder og gammelt skab!

Netop hjemvendt fra fire skønne feriedage hos forældrene på den gamle firlængede kampestens slægtsgård. Her er plads til udfoldelser og afslapning. Æblepigen fik luftet sin nye røde dukkevogn, Mushu fik hentet utroligt mange pinde, jeg fik plukket en buket af det smukke staudebed, der blev hentet friske grøntsager i urtehaven, og sidst men ikke mindst fandt vi et gammelt karlekammerskab på loen og satte det i stand. Yes, jeg har fået et mintgrønt kreaskab!!!







torsdag den 14. juli 2011

Nye varer på hylderne

Listen med bestillinger har været lang de sidste uger, så jeg har stort set ikke fået syet hverken til butikken eller æblepigen. Men i dag fik jeg sat hak ud for nye varer til butikshylderne. To par sommerknickers og en vendbar solhat - det satte trods alt lidt kulør på en regnevjrsdag ;)

 







onsdag den 13. juli 2011

Retro-skattekiste i kælderen

I ferien besøgte vi svigermor, som er en ørn til at gemme og passe på sine ting. Æblepigen har allerede været heldig at arve en bunke lækre retrosager fra hendes far og fasters barndom, som svigermor har ruget over, siden de var små. Og søreme om ikke hun kom i tanke om, at der da vist var et par poser mere i kælderen. En skattekiste af kassebukser, fede prints, heldrager, træsko og polyster blev fluks gravet frem fra mørket, mens jeg klappede i mine små hænder af lykke, for se hvad kælderen gemte (dette er kun et udpluk, for en del var blevet mørt, en del var allerede for småt, og en del var lidt for gult/orange/brunt for kæresten ;)






fredag den 8. juli 2011

Med mormor i byen

Mormor er desværre ikke blandt os længere. Men det er hendes gamle storblomstrede retrodug, som lå på sofabordet og har været centrum for mange hyggelige sludre i hendes lille hus. Og nu har dugen fået nyt liv. Jeg har nemlig syet en nederdel af den, som min søster fremover kommer til at rende i byen med. Blev helt nostalgisk, da jeg kreerede nederdelen, og søster blev meget glad. Særligt for den kaffeplet, der sidder på hoften. Måske har mormor selv spildt det lille ekstra minde ;)


søndag den 3. juli 2011

Sweatshop

Det er sol, det er sommer, det er weekend. Og hvad laver jeg? Jeg sidder indenfor og syer! Bunken af bestillinger er vokset og mit lille forråad af suttesnore mm. er skrumpet. Og nu hvor min barsel er slut, er der jo ikke så mange timer tilbage i hverdagen til at hygge ved min Bernette 56, så weekenden må tages i brug. 

I dag fik jeg syet det meste af betrækkene til 6 uglepuder (jeg følger op, når de er helt færdige). Så mangler jeg bare at lave:
  • 2 suttesnore
  • 1 pusleunderlag
  • 1 par babybukser
  • 1 kjole
  • 1 nederdel
  • 1 tunika
  • 1 sommerhat plus det løse
Men jeg nyder det ;) Ellers ville jeg ikke gøre det.